Medicinsk abort
Hvis du er uønsket gravid, kan du få foretaget en medicinsk abort inden for de første 8 uger efter sidste menstruations første dag. Du behøver ikke en henvisning fra egen læge, men skal medbringe dit sundhedskort. Hvis du er under 18 år, skal du have en forælder med.
Der vil blive foretaget podning for Chlamydia og en ultralydskanning for at se, hvor langt i graviditeten, du er. Herefter vil du blive informeret om proceduren og du skal skrive under på, at du ønsker abort. Hvis du er under 18 år, skal en forælder også underskrive.
Selve aborten består i at du tager en tablet, der afbryder graviditeten og næste dag skal du have oplagt stikpiller i skeden, der sætter aborten i gang. Det er vigtigt, at du ikke er alene, når aborten er sat i gang. Vi vil gennemgå det hele grundigt, når du er i klinikken.