Celleforandringer

Hvis der i en celleprøve fra livmoderhalsen påvises lette celleforandringer vil celleprøven sædvanligvis blot blive gentaget efter 6 mdr. Hvis der herefter fortsat er celleforandringer, eller hvis der i den første celleprøve er sværere forandringer, vil du få foretaget en udvidet undersøgelse, hvor der undersøges for graden af celleforandring i vævsprøver. Undersøgelsen kaldes en KBC.

Hvad er celleforandringer?

Celleforandringer på livmoderhalsen er ikke kræft, men man ved at ubehandlede celleforandringer over tid kan udvikle sig til livmoderhalskræft. Celleforandringer opstår på baggrund af infektion med en virus, der hedder human papilloma virus (HPV). De fleste HPV virus infektioner og celleforandringer giver ingen symptomer. Dog vil nogen kvinder opleve at bløde i forbindelse med samleje.

Hvis den celleprøve, du har fået foretaget fra livmoderhalsen, giver mistanke om celleforandringer, anbefales du yderligere undersøgelser og eventuelt behandling.

 

Undersøgelse for celleforandringer på livmoderhalsen (KBC)

Selve undersøgelsen
Undersøgelsen består i en kikkertundersøgelse af livmoderhalsen (kolposkopi) kombineret med små vævsprøver (biopsier) og et lille skrab (cervixabrasio) fra livmoderhalsen.

Ved undersøgelsen placeres et selvholdende instrument i skeden, så livmoderhalsen er synlig og livmoderhalsen vaskes af med klorhexidin. Der lægges lokalbedøvelse med 2 små nåleindstik i livmoderhalsen.  Herpå renses med en svag eddikesyreopløsning, så overfladen af livmoderhalsens celler bliver mere synlige ved kikkertundersøgelsen. Derefter foretages et lille skrab fra det indre i livmoderhalsen, og der tages små vævsprøver. Det hele tager ca 10-15 minutter og er forbundet med kortvarigt ubehag i form af menstruationslignende smerter eller lidt svie.

Efter undersøgelsen
Det kan småbløde lidt i 3-4 dage efter prøvetagningerne, og det anbefales, at du undgår større fysisk aktivitet, samleje eller svømmebad i den periode.

Der er svar på prøverne efter en uges tid og du får et tidspunkt, hvor du skal ringe og får svar. Ved lette eller eventuelt moderate celleforandringer kan vi følge dig med nye undersøgelser efter 3-6 måneder, men ved sværere forandringer anbefales det at foretage en kegleoperation, hvor det lille område med forandringer fjernes.

Hvis der skal foretages en kegleoperation, henviser jeg dig til en af mine kolleger.